Tom Jacobsgaard

Fra i dag gælder de nye tidsregistreringsregler. Det betyder, at alle lønmodtageres arbejdstid skal måles og registreres. Tidsregistreringen udspringer af en dom fra Spanien i 2019 og har resulteret i, at alle Europas lønmodtagere skal tvinges til at registrere deres arbejdstid. Der er flere politiske overvejelser i forbindelse med tidsregistreringsdommen. For det første kan den skabe stor mistillid mellem lønmodtagere og arbejdsgivere og undergrave den danske model, fordi vi endnu en gang skal lovgive om danske arbejdsvilkår i stedet for at lade arbejdsmarkedets parter aftale, hvilke vilkår der gælder på arbejdsmarkedet. For det andet bliver den særligt omkostningsfuld for europæisk erhvervsliv. Alene i Danmark forventer man, at erhvervslivet vil betale mellem 990 mio. kr. og 2,4 mia. kr. årligt. Det er unødvendigt bureaukrati.  For det tredje, og måske det allervigtigste, er det helt ude af proportioner, at en retssag i Spanien, som ender i EU-Domstolen kan føre til så meget bureaukrati og ressourcespild for hele det europæiske kontinent. Der er forskel på arbejdsmarkedet i Brønderslev og Budapest. Vi har derfor brug for en bæredygtig model, somre gør det muligt for den danske model at sameksistere med EU.