Daniel Pedersen

Kære alle Mit navn er Rigmor Käszner, og jeg er 18 år gammel. Forleden deltog jeg i BT’s podcast, Borgerlig Tabloid. Flere videoklip fra afsnittet, såvel som billeder fra min fortid, er blevet delt vidt og bredt, og det har affødt en masse interesse for min person, og måske særligt for min ungdomstid i det islamiske miljø. Det forstår jeg egentlig godt. For hvordan kan man gå fra at være en person, der hænger ud i islamiske miljøer til at blive borgerlig? Det vil jeg gerne forklare. For det er der nemlig rigtig mange gode grunde til. Så her er min historie. Da jeg var 14 år gammel, blev jeg for første gang kærester med en muslimsk pakistansk fyr. Han fik mig til at afskære mig fra alle mine danske venner og veninder. Hvis ikke jeg gjorde det, ville han ikke vedkende sig mig. Herefter blev jeg venner med en masse jævnaldrende drenge, som udførte en masse kriminalitet for muslimske mænd, som brugte de unge til at lave kriminalitet for dem, så de ikke selv kom i fængsel. Senere samme år blev jeg ansat i en kiosk af en kriminel pakistaner, som ad flere omgange forsøgte at overtale mig til at blive kærester med ham, selvom jeg kun var 14 år. En dag forgreb han sig på mig ved at kysse mig mod min vilje. Som 15-årig blev jeg kærester med en somalier, som praktiserede social kontrol overfor mig. Før jeg havde set mig om, tvang han mig til at fravælge fejringen af min sidste skoledag, og hvis jeg ikke gjorde det, truede han mig med, at han ville gå fra mig. Jeg måtte heller ikke gå på gaden uden ham, og da jeg engang gik alene ned i 7-Eleven, gik han amok på mig. Da jeg var 16 år gammel, blev en af mine veninder voldtaget af en muslim. En dag, jeg aldrig glemmer, opsøgte hans lillebror mig og min veninde, som blev voldtaget af ham, for at true hende og fortælle hende, at det var hendes egen skyld, hun blev voldtaget af ham. Alt dette skete, mens jeg var underlagt både vold, overgreb og en ufattelig høj grad af social kontrol af flere personer fra det islamiske miljø, hvilket ofte gjorde mig blind for, hvilket hul jeg var på vej ned i. På et tidspunkt gik det heldigvis op for mig, at jeg levede et liv præget næsten udelukkende af giftig kultur, dumme beslutninger og dårlige mennesker. Mennesker, som stadig den dag i dag, forsøger at lukke munden på mig. Mennesker, som jeg føler mig truet af. Mennesker, som nu deler billeder af mig fra min fortid, med det ene formål at ødelægge mig. Men ved I hvad? Ingen kan lukke munden på mig. Ingen skal komme her og true mig for at være borgerlig. Og ingen kan ødelægge mig. Jeg fortsætter med at sige tingene, som de er. Nemlig at de islamiske miljøer er den største demokratiske trussel, vi har lukket ind i Danmark. Nemlig at ingen unge kvinder skal gå igennem det samme, som jeg er gået igennem. Og nemlig at det eneste, der kan vaccinere os mod de islamistiske miljøer og deres ækle kvindeundertrykkelse, er remigration og hjemsendelser. Jeg er kommet så langt, siden de billeder blev taget af mig, og jeg vil kæmpe indædt for, at andre unge danske kvinder, der i øjeblikket bliver hjernevasket af det islamiske miljø, finder modet til at gå samme vej som mig. Mit navn er Rigmor Käszner, jeg er 18 år gammel, og min mission for at genopbygge et trygt og sikkert Danmark, særligt for kvinder der går de samme ting igennem, som jeg gjorde, begynder her.

Vi måtte åbenbart ikke se indvandrernes skamløse afvisning mindehøjtideligheden.

Christian Zedig, en hängiven svensk fotbollssupporter och familjefar, reste till Köpenhamn för att uppleva den stora sextondelsfinalen mot Frankrike. Han skulle bara njuta av fotbollen, gemenskapen och den svenska landslagskänslan. Han fick aldrig se matchen. Innan avspark överfölls han brutalt av ett gäng afrikaner. Attacken var så oerhört våldsam att Christian fick läggas in på intensiven och hans anhöriga underrättades direkt. Dansk polis har släppt bild på en av gärningsmännen i hopp om att identifiera honom. Nu skriver hans fru på Facebook att vården inte kan göra mer. Att Christian lämnar efter sig små barn som aldrig mer får krama om sin älskade pappa. En vanlig svensk pappa som bara ville se Sverige spela en VM-sextondelsfinal. En familj som på några minuter blev sönderslagen för alltid. Vilken oerhörd, meningslös tragedi. Vila i frid, Christian.