Xoxo

FØRST VOLDTÆGT. SÅ ASYL 🤯! Virkeligheden er mere skør end fantasien. En 37-årig irakisk udlænding voldtog for nylig en blot 14-årig dansk pige. Bag sig havde han i forvejen både voldtægtsdomme og flere voldsdomme. Så blev han vel udvist? Jo, det gjorde han faktisk. MEN - så fik han den geniale idé at søge asyl på ny i tossegode og håbløst naive Danmark. Og nu vandrer han igen frit rundt på danske gader. De samme gader, som unge danske piger hver eneste dag færdes på. Vanviddet vil ingen ende tage. I dagens Danmark kan man voldtage mindreårige danske piger, dømmes igen og igen, udvises af landet - og alligevel ende på fri fod, mens systemet drukner i paragraffer og hensyn til gerningsmanden. Det er et politisk valg, som alle andre partier end Dansk Folkeparti har taget. Et valg om, at internationale konventioner og juridiske finter skal vægte højere end danske kvinders sikkerhed og tryghed i eget land. Dansk Folkeparti har som det eneste parti stået fast på det simple og åbenlyst fornuftige synspunkt, at kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent og betingelsesløst. Danske piger skal ikke leve som jaget vildt i deres eget land. Hvad mener du?

Jeg raser: Var i dag lige et smut omkring et kaffested i København. Flinke baristaer, men de talte ikke dansk og man kunne ikke få en stor sort kaffe, kun noget der hed “flat white”. Det er sgu da elendigt og meget, meget sært…

De sidste par uger har en bizar debat hærget. Nogle typer på den yderste højrefløj har gjort deres bedste for at argumentere for, at man ikke kan blive dansker, hvis man ikke har DNA fra Nordvesteuropa. Som jeg tidligere har skrevet: En danskhedsopfattelse, der udelukker adopterede, velintegrerede indvandrere og andre, der både kan og vil Danmark og ønsker at være en del af vores tusindårige fortælling, det er absolut hverken LA's eller min. De fleste danskere kender folk, der er født af udenlandske forældre eller er kommet hertil senere, og som vi uden videre opfatter som fuldgyldige danskere. Vil man dyrke blod og jord, må man gøre det et andet sted end Liberal Alliance. Noget af det værste ved debatten er, at den fordummer og fordrejer et ekstremt vigtigt spørgsmål, hvor der er store problemer. Hvor der skal være plads til den seriøse stemme og de saglige løsninger. På den værdipolitiske venstrefløj er der for eksempel folk, der seriøst mener, at danskhed bare er et dansk pas. I et interview med Deadline forleden sagde Samira Nawa, at "hvis man har det danske statsborgerskab, så er man dansk". Og så var den diskussion ikke længere, måtte man forstå. Men det er den naturligvis. For danskheden sidder nu engang ikke i passet. Selvom det er en træls erkendelse, er der kommet en del mennesker til landet, der har fået dansk statsborgerskab, men som ikke er danske i anden forstand end den juridiske. Mange anser ikke sig selv for danske, og en stor del af deres medborgere mener heller ikke, at de er det. Når vi kan se, at et stort antal indvandrere med muslimsk baggrund ikke vil acceptere et homoseksuelt barn, hylder en antisemitisk terrorbevægelse som Hamas, mener, at man bør undlade at gifte sig med ikke-muslimer, og ønsker, at Koranens anvisninger skal følges "fuldt ud", så er der rigeligt med tegn på, at en stor gruppe har værdier, som ikke er forenelige med de danske, uanset hvilken farve deres pas måtte have. Det er netop derfor, Liberal Alliance mener, at tildelingen af statsborgerskab er så vigtig. Grundtvig og de andre grundlovsfædre ønskede et system, hvor kun befolkningen selv – gennem sine valgte repræsentanter – kunne afgøre, hvem der skulle være danskere. Hvert enkelt folketingsmedlem skulle ud fra sin egen samvittighed vurdere ansøgerne og stemme ja eller nej. Det er derfor, vores grundlov siger, at statsborgerskab kun kan gives ved lov – ikke administrativt eller af embedsmænd. Men i alt for lang tid har et flertal i Folketinget givet statsborgerskab på en måde, der i praksis er administrativ. Talte man en smule dansk, overholdt loven og havde et arbejde, kunne man få statsborgerskab. Men det bliver man ikke dansker af, og det er useriøst at lade, som om man gør. Grundlovens hensigt er, at danskernes folkevalgte repræsentanter skal vurdere, om hver enkelt ansøger lever op til grundlæggende danske værdier og sindelag. Og det kan hverken sættes på formel eller laves til en checkliste, for det er en politisk vurdering, ikke en administrativ. Derfor vil Liberal Alliance sikre, at tildelingen af statsborgerskab igen foregår efter såvel grundlovens ånd som bogstav. For ønsker man den gave, som det danske statsborgerskab er, kræver det naturligvis, at ens kommende medborgere mener, at man deler de værdier, der har skabt grundlaget for et frit, demokratisk og velstående Danmark.

Danskhed sidder i hjertet – ikke i blodet! I min folkeskoleklasse var der en dreng, der hed Jakob. I frikvarteret spillede vi fodbold sammen. Lavede lektier, legede og blev konfirmeret sammen. Aldrig slog det mig eller mine klassekammerater, at han som adopteret fra Korea skulle være mindre dansk end os. Aldrig. Det var simpelthen utænkeligt. For danskhed har selvsagt intet med hudfarve eller gener at gøre. Danskhed er identitet, sjæl, adfærd. En følelse af at høre hjemme her. At have Danmark som sit land. Danskerne som sin familie. Det er kærlighedsforhold til sproget og til kulturen. En varme om hjertet, når vi ser de rødhvide farver og glæden over påskeliljen som forårsbebuder og visheden om, hvad den betyder. Det er selvforglemmelsen i vores historie og mindet om dem, der gik før os, i respekt for, at også vi en dag skal gå før dem, der kommer. Danskhed er en følelse af at høre til. Lige her. I Danmark. Vores fædreland. Derfor er denne snak om dna og hudfarve både ubegavet og ødelæggende for den helt nødvendige debat om konsekvenserne af muslimsk indvandring. Skulle et adoptivbarn fra Korea som følge af sine gener være mindre dansk end en radikaliseret vestegnspige med danske forældre, der har omvendt sig til islamismen og nu går tildækket i en burka? Naturligvis ikke! Det er et forrykt synspunkt. Allerede i bogen ‘Farvel til folkestyret’ skrev jeg, at ”synspunktet om, at man allerede som følge af sin hudfarve har en bestemt adfærd, er i vores oplyste samfund så åbenlyst afstumpet, at ingen med den slags tanker uden for deres egne kredse tages alvorligt”. Sådan er det. Og når disse tanker kommer frem, kalder det derfor på en reaktion. Udfordringerne med den muslimske indvandring og den gradvise islamisering af Danmark er alvorlige. Derfor kan vi ikke acceptere, at debatten afspores. Jeg er stolt af folk som Farshad Kholghi og Firoozeh Bazrafkan, der med iransk baggrund taler islamismen direkte imod. Og jeg er glad for de mange med et andet udseende end mig, der melder sig ind i Dansk Folkeparti. For vi kæmper for det samme - et Danmark, der også for fremtidige generationer bygger på dansk kultur, ånd og identitet. Med Grundtvigs ord: ”Til ét folk de alle høre / som sig regne selv dertil / har for modersmålet øre / har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker / sig fra folket udelukker / lyse selv sig ud af æt / nægte selv sig indfødsret."