🦆reas

Det, der undrer mig mest ved Piers Morgan vs. Nick Fuentes, er, at det virker som om Piers slet ikke forstår, at man ikke kan lave moralske “gotchas” på en edgelord. Hele Fuentes’ karriere er baseret på at afvise moralsk konsensus. Dét er netop grunden til, at der findes 'groypers', hans følgerskare, som ser op til ham. Og at den er voksende. Piers får måske sit eget pænheds-segment til at blive forarget over Fuentes, men han har samtidig gjort Fuentes til en endnu større rebel — og unge mennesker elsker rebelskhed. Generation Z har ikke bedsteforældre, der levede under Anden Verdenskrig, og de har derfor næsten intet forhold til nazismen, udover når Fuentes taler om, at Hitler var “pretty cool”. De ser bare nogle fotos af ranke og velsoignerede mænd i Hugo Boss-uniformer, hvilket står i skarp kontrast til omverdens kaotiske multikultur, trans-aktivister og Disney-adults, der identificerer sig ud fra autisme og ADHD-diagnoser. For de unge, der vokser op i det her kaos, kan nazismen meget hurtigt virke som en bedre deal, fordi den tilbyder orden. Så var der godt nok en masse mennesker, der døde ved udrensning under nazismen, men død og udrensning har jo omvendt ikke gjort marxismen forbudt i akademisk tænkning, tværtimod lever marxismen i bedste velgående — så hvorfor forargelsen over nazisme? Det er i hvert fald min umiddelbare analyse af, hvad der foregår på idéplan. Som en Twitter-bruger pointerede i en tråd: Hitler kan være på vej til at blive for generation Z og Alpha, hvad Che Guevara-plakater var for tidligere generationer; et modkulturelt ikon løsrevet fra den reelle ideologis konsekvenser. Nick Fuentes sælger modkultur og anti-autoritet i en verden af tone-policing og forventning om selvudslettende white guilt. Forargelsesøkonomien kan aldrig hamle op med det, han står for. For han er blevet et symbol på tankefrihed, om man bryder sig om hans tanker eller ej. Fuentes har vist vejen til immunitet mod at blive udskammet for at sige noget politisk ukorrekt, fordi han kategorisk afviser moralen, der bruges til social udskamning. Mange unge ser ham derfor som inkarnationen af kompromisløs intellektuel ærlighed — ikke fordi han nødvendigvis har ret i hvad han siger, men fordi han siger tingene uden at filtrere dem. Dette står eksempelvis i meget skarp kontrast til Piers Morgan. Når Piers foregiver ikke at forstå, hvad “per capita” betyder i kriminalstatistikker — eller når han kalder sig katolik, men samtidig forsøger at udskamme Fuentes som INCEL for netop at følge katolsk doktrin om afholdenhed før ægteskab — så bliver Piers en figur, der symboliserer hykleri og intellektuel uærlighed. Fuentes kan være ekstrem, men han er ikke inkonsistent i sine holdninger. Det er derfor Piers, der fremstår som den utroværdige. Og det er også forklaringen på, hvorfor Fuentes står så stærkt: Ingen andre har taget et reelt opgør med selvcensuren. Hvis det ikke var blevet normen at underlægge sig wokeismen, netop fordi ingen etablerede stemmer besad den nødvendige frygtløshed til at lave et seriøst pushback, ville Fuentes slet ikke have haft det tomrum at udfylde. Men i fraværet af et alternativ sidder han på tronen i det rum, hvor unge søger autenticitet, oprør og en afvisning af den moralske kontrolkultur, de føler sig undertrykt af. I sidste ende kan den pæne borgerlighed kun takke sig selv for Nick Fuentes og hans kulturelle påvirkning, der nok kommer til at blive mere omfangsrig. Jeg tror dog ikke, de har selvindsigt til at forstå hvad der skete — og især ikke Piers Morgan.