Alex Vanopslagh

Nu ser det ud til, at Lars Løkke - en tidligere Venstre-statsminister - vælger at blive fødselshjælper for en rød regering på Pelle Dragsteds nåde, selvom danskerne har sammensat et mere blåt Folketing. Det er selvsagt trist, men det mest forstemmende er ikke så meget, at det er et politisk nederlag for de borgerlige partier og trist for Danmark. Det er det selvsagt, men politiske nederlag er en del af livet på Christiansborg, og dem lever man med. Her er vi uenige, og sådan er det. Nej, det mest forstemmende er, at det så brutalt udstiller, at politik for nogle ikke er et spørgsmål om at realisere deres politiske visioner for Danmark. Muligheden for Løkke lå klar i form af en ambitiøs reformplan, der ville have gjort danskerne 60 milliarder kroner rigere, understøttet den vækst, der skal sikre fremtidens velfærd, og i ekstremt høj grad flugtede med det, Moderaterne gik til valg på. Jeg kan selvsagt ikke se ind i hovedet på Løkke, men det er svært at udlægge forløbet som andet end et udtryk for rent personlige ambitioner om ministerbiler kombineret med en glæde ved at beholde hånden på vægtskålen en stund endnu - for enhver pris. Og den pris kommer formodentlig til at blive ekstremt høj. Og i sidste ende betalt af alle danskere. Jeg hævder ikke, at LA er et perfekt parti. Vi - og jeg selv - har begået åbenlyse fejl. Men vi kan ikke desto mindre sige, at vi før, under og efter valget har kæmpet for liberale mærkesager og for at samle det borgerlige Danmark om en ambitiøs og dybt nødvendig reformpolitik. Derfor er det så deprimerende at bevidne, hvordan politik i virkeligheden for nogle aldrig for alvor handlede om Danmark. Den handlede om ministerbiler. Og først og fremmest handlede den om dem selv.

Vi har lige været vidne til et dybt forstemmende politisk maskefald. Lars Løkke har klart og utvetydigt vist, at politik for ham ikke handler om noget – det handler om nogen. Lars Løkke har afvist en regering, der ville gennemføre en stor del af den økonomiske reformpolitik, som Moderaterne gik til valg på, til fordel for at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Og alle tegn i sol og måne tyder på, at Lars Løkke kommer til at bryde sit løfte om at holde Enhedslisten uden for indflydelse. I stedet kommer han til at føre venstreorienteret politik på Pelle Dragsteds nåde. Taberne? Det bliver selvfølgelig boligejere, erhvervsliv, iværksættere og alle andre danskere. Og dermed vil Lars Løkke klart have demonstreret, at Moderaterne ikke er det midterparti, han solgte til vælgerne. Moderaterne er et rødt parti.

Kære Lars, Lige nu står du over for et afgørende valg. Troels Lund Poulsen, Mona Juul og jeg selv har fremlagt en politisk ramme for en fremtidig regering, der i meget høj grad flugter med det, du og Moderaterne er gået til valg på: En offensiv reformpolitik, der øger velstanden med 60 milliarder kroner og arbejdsudbuddet med 30.000 personer frem mod 2035. Helt ærligt: Du kunne jo have skrevet store dele af det selv. Og ja, der er meget, vi to er uenige om, og der er selvsagt også elementer i planen, som ikke er LA’s kop te. Men sådan er kompromisets kunst, og vi ved trods alt begge, at Danmark har brug for en ambitiøs økonomisk reformpolitik. Og danskerne har brug for ansvarlige politikere, der indgår kompromiser om de store udfordringer, vi står over for. Ikke et uværdigt politisk cirkus, der reelt handler om ministerposter i stedet for at give danskerne den friske start, de i den grad trænger til og fortjener. Lige nu kan du tilvælge et kompromis, som både gør Danmark markant stærkere i en usikker tid, og som vi begge ved involverer flere af Moderaternes mærkesager, end du nogensinde får igennem med Mette Frederiksen og Enhedslistens hovedbestyrelse. Alternativet er fortsat stagnation og rød misundelsespolitik i bytte for regeringsdeltagelse baseret på den yderste venstrefløjs stemmer. Så simpelt er det. Nu er tiden kommet til at vise, at Moderaterne handler om noget – og ikke nogen. Kære Lars: Valget er dit.

Løkke stiftede Moderaterne, fordi han var frustreret over kaos i VLAK tiden. Nu er det ham selv, som er kilden til kaos. To måneder og endnu ingen regering….oh the ironi. Midten må holdes uden for indflydelse.

Hvis Løkke ender med at hælde hele VLAK-projektet ned af brættet og igen gør Mette Frederiksen til kongelig undersøger, så bryder han med to af sine egne grundlæggende principper: - Det handler alligevel om nogen, ikke noget. For Løkke vil det betyde, at han vægter selv at komme i regering højere, end at den fører en politik, Moderaterne burde kunne støtte. - Løkke vil i givet fald også være klar til at bryde sit princip om ikke at give yderfløjene for stor magt - i dette tilfælde den yderligtgående venstrefløj i Enhedslisten. I stedet for at acceptere en VLAK-regering, der vil skulle finde flertal både til højre og venstre i Folketinget. Tilbage vil der intet være. Løkke er ikke længere borgerlig. Og han er heller ikke længere befriet. Det øjeblik er da forbi. Og det vil Løkke og Moderaterne formentlig også være inden længe. #dkpol

Liberal Alliance er klar til at gå i regering Troels Lund Poulsen har netop foreslået, at Danmark får en ny regering udgjort af Venstre, Liberal Alliance og Konservative. Det er vi 100 pct. klar til. I de sidste knap to uger har Liberal Alliance deltaget i forhandlinger om et fundament under en ny regering. Det har været svært, men det har også været gode snakke i gensidig respekt og tillid. Jeg er stolt af det fundament, der i dag er blevet præsenteret. Det vil styrke Danmark i en usikker tid, og give os en frisk start. Alle har skullet strække sig og indgå kompromiser. Men jeg er meget begejstret for, at LA har sat så markante aftryk på fundamentet: - Væk med den nye mellemskat, så vi får sænket skatten på den sidst tjente krone. - Væk med forbuddet mod atomkraft. - Væk med elafgiften. - Mindre bureaukrati og stærkere kernevelfærd. - Mindre bøvl og færre byrder for virksomhederne. - Lavere selskabsskat. Og meget andet, der udstikker en vej til et stærkere Danmark. Alle, der ønsker et Danmark med flere muligheder for de næste generationer, bør bakke op. Det er også min forventning, at Moderaterne er klar til at være støtteparti. Lars Løkke har fået sine økonomiske mærkesager igennem med opbakning fra V, LA, K, DD og DF. Politik skal som bekendt handle om noget og ikke om nogen. Og lad os så få den friske start i dansk politik!

Handler det om noget eller nogen? Løkke er nu under maksimal pres! Godt træk af VLAK, DF og DD 💪🏻

Vi skal lægge os i selen for at få en blå regering Hvis vi ikke finder sammen, er der risiko for, at Danmark ender med en rød-lilla regering. En rød-lilla regering vil føre en helt anden politik, end det, Danmark har brug for. Det vil være en ”synd for-regering”, der vil have travlt med at udpege danskerne som ofre og velfærdsstaten som løsningen på alt mellem Himmel og Jord. Det vil trække hele Danmark ned. For selvom livet kan være vanskeligt, så er vi ikke en nation af ofre. I stedet for at sidde og vente på, hvad staten eller kommunen kan gøre for os, skal vi finde vores egen styrke, initiativ og opfindsomhed. Det er nemlig de egenskaber, der har gjort Danmark til et godt sted at leve. I 1852 oprettede Christen Kold sin første friskole ved Kerteminde på Fyn. Siden har den Grundtvig-koldske skoletradition haft enorm betydning for det gode børneliv og for vores tillidsbaserede samfund. I 1910 var P.A. Fisker med til at udvikle Nilfisk C1, der kom på markedet og blev en af Europas tidligste elektriske støvsugere. I 1922 bragte August og Marie Krogh insulinproduktion til Danmark fra Canada og skabte deraf Novo Nordisk. I 1943 opfandt Mads Clausen en anordning, der gjorde det muligt at styre varme i boligen. Den opfindelse blev til Danfoss. I 1958 fik Godtfred Kirk Christiansen patent på en klods, der kunne stables af børn og barnlige sjæle. Det blev til LEGO. I 2003 blev Skype lanceret. Janus Friis var medstifter af virksomheden, der gjorde internettelefoni og videosamtaler almindelige. Danmarks historie er rig på mennesker, der har taget initiativ og skabt noget, som alle vi andre har nydt godt af. Vi står overfor store udfordringer både globalt og nationalt. AI kommer til at ændre vores hverdag. Det samme kan nogle af de magtforskydninger, der sker i verden i disse år, komme til. Vi ruster os bedst ved at indrette os på en måde, hvor vi fjerner barrierer for de danskere, der kan finde løsninger. Så vi får overskud, fremgang og ressourcer til at tage os af dem, der ikke kan selv. Det er sådan et samfund, en borgerlig regering skal understøtte. Et ”vi kan godt-samfund”.

Jeg skal i dag til møde med den nye kongelige undersøger, Troels Lund Poulsen. For første gang i de meget lange regeringsforhandlinger er der nu en reel mulighed for en borgerlig-ledet regering. Selvom der ikke er nogen tvivl om, at det bliver svært, så har danskerne ved folketingsvalget 24. marts sammensat et mere borgerligt folketing. Det mandat mener jeg, vi i de borgerlige partier har en ydmyg pligt til at tage på os. I dag er temaet Danmarks økonomi, og det er jo sød musik i Liberal Alliances ører. Efter syv år med Mette Frederiksen har Danmark i dén grad brug for en frisk start. Vi kan gøre Danmark – og ikke mindst danskerne – rigere. Vi kan føre en ambitiøs vækst-, erhvervs- og iværksætterpolitik. Vi kan gentænke en velfærd, der er forstenet i socialdemokratisk bureaukrati og beton, med mere frihed, nærvær og medmenneskelighed. Vi kan sikre en både ansvarlig, stabil og grøn energipolitik, og vi kan lade danskerne beholde mange flere af deres egne penge. I Liberal Alliance ønsker vi at sætte det lange lys på og hæve blikket ud over én valgperiode. Vi politikere skal tænke i generationer i stedet for enkelte valgperioder. Sådan som tidligere generationer gjorde, da de skabte det fantastiske land, som Danmark er i dag. Alt det skylder vi danskerne at levere på. Og det vil LA presse på for.

Berlingske har artiklen om den kvindelige studerende her: berlingske.dk/indland/muslim…

Hvis man bruger "dansker" som et skældsord, hører man ikke til her På Københavns Universitet bliver en ung kvinde flygtet fra Syrien chikaneret af muslimske medstuderende, fordi hun lever som en helt almindelig ung dansk kvinde. Hun har smidt tørklædet, går med bare arme, drikker alkohol og tog på et tidspunkt et stykke lasagne med svinekød i kantinen. Det var nok til, at hendes livsstil igen og igen er blevet stemplet som "haram" – og til, at hun gentagne gange er blevet kaldt "dansker" som skældsord.” Hun fortæller, at mandlige medstuderende kigger ned, når de går forbi’ hende, og nægter at åbne døren for hende og hendes veninder. "Jeg føler nogle gange, at jeg er i 1400-tallet," siger hun. "Det føles ikke, som om jeg er i Danmark eller Europa." Hun beretter også om bekendte, der tager screenshots af hendes lokalitet på Snapchat for at dokumentere, hvor hun var i byen, og beskeder som : "jeg får kvalme af at skrive med dig". Som hun selv formulerer det: "Jeg har aldrig følt mig kontrolleret på den måde af andre unge i Syrien, som jeg har i Danmark." Det foregår altså på et dansk universitet i 2026. Blandt unge mennesker, der er i gang med en videregående uddannelse, og som for de flestes vedkommende formodentlig er født og opvokset her. På papiret velintegrerede. I praksis mentalt forankret et sted mellem det mest reaktionære Mellemøsten og europæisk middelalder. Lad mig sige det helt klart: Hvis man mener, at "dansker" er et skældsord, har man ingenting at gøre i Danmark. Jeg vil ikke lovgive med tilbagevirkende kraft, og jeg må desværre konstatere, at danske statsborgerskaber gennem årtier er blevet uddelt alt for lemfældigt. Det vil Liberal Alliance gøre op med. Nu. Men til alle – uanset opholdsgrundlag – der mener, at "dansker" er en nedsættende betegnelse, vil jeg gerne komme med en helt klar opfordring: Pak sydfrugterne. Find et andet sted at bo. Danmark er ikke landet for jer.

Hvorfor finder vi os i det? Jeg synes helt ærligt, at det er uværdigt, grænsende til det ondskabsfulde, at politikere og embedsmænd tillader sig at bruge vores svageste medborgere som rekvisitter i iscenesættelsen af deres egen godhed. Mens Københavns Kommune fejrer, hvor meget CO2 den har sparet, må ofte småtspisende og demente ældre i deres livs allersidste etape undvære den mad, de har kendt og spist gennem et langt liv – og i stedet sætte tænderne i kommunale linser. I Københavns Kommune er de ældre nemlig tildelt en kvote på 80 gram oksekød om ugen og kan så allernådigst bevilges en hakkebøf på deres fødselsdag. De gamle protesterer ikke. De er enten for svage, eller de kommer fra en generation, der sætter en ære i ikke at være til besvær. Helt ærligt. Hvem gør sådan noget? Hvem tænker sådan? Det gør den socialdemokratiske velfærdsstats nævenyttige sociale ingeniører. For dem er borgeren ikke en person med et liv, en familie og en historie. Borgeren er en administrativ brik, der har at makke ret og indrette sig efter det, ideologerne har bestemt er deres mærkesag denne uge. Det er uværdigt. Det er uværdigt at bruge klimadagsordenen som dække for kvalmende formynderi over for svage mennesker, og det er uværdigt, at mennesker med et langt liv bag sig skal behandles som børn af ideologiske embedsmænd. Desværre kommer dette formynderi formodentlig kun til at gribe endnu mere om sig, indtil nogen siger fra over for Socialdemokratiet og venstrefløjen. Velfærdsstaten bør være til for borgerne – ikke for bedrevidende embedsmænd og politikere, der bruger de svageste medborgere som middel til at polere deres egen moralske selvfedme.

De sidste par uger har en bizar debat hærget. Nogle typer på den yderste højrefløj har gjort deres bedste for at argumentere for, at man ikke kan blive dansker, hvis man ikke har DNA fra Nordvesteuropa. Som jeg tidligere har skrevet: En danskhedsopfattelse, der udelukker adopterede, velintegrerede indvandrere og andre, der både kan og vil Danmark og ønsker at være en del af vores tusindårige fortælling, det er absolut hverken LA's eller min. De fleste danskere kender folk, der er født af udenlandske forældre eller er kommet hertil senere, og som vi uden videre opfatter som fuldgyldige danskere. Vil man dyrke blod og jord, må man gøre det et andet sted end Liberal Alliance. Noget af det værste ved debatten er, at den fordummer og fordrejer et ekstremt vigtigt spørgsmål, hvor der er store problemer. Hvor der skal være plads til den seriøse stemme og de saglige løsninger. På den værdipolitiske venstrefløj er der for eksempel folk, der seriøst mener, at danskhed bare er et dansk pas. I et interview med Deadline forleden sagde Samira Nawa, at "hvis man har det danske statsborgerskab, så er man dansk". Og så var den diskussion ikke længere, måtte man forstå. Men det er den naturligvis. For danskheden sidder nu engang ikke i passet. Selvom det er en træls erkendelse, er der kommet en del mennesker til landet, der har fået dansk statsborgerskab, men som ikke er danske i anden forstand end den juridiske. Mange anser ikke sig selv for danske, og en stor del af deres medborgere mener heller ikke, at de er det. Når vi kan se, at et stort antal indvandrere med muslimsk baggrund ikke vil acceptere et homoseksuelt barn, hylder en antisemitisk terrorbevægelse som Hamas, mener, at man bør undlade at gifte sig med ikke-muslimer, og ønsker, at Koranens anvisninger skal følges "fuldt ud", så er der rigeligt med tegn på, at en stor gruppe har værdier, som ikke er forenelige med de danske, uanset hvilken farve deres pas måtte have. Det er netop derfor, Liberal Alliance mener, at tildelingen af statsborgerskab er så vigtig. Grundtvig og de andre grundlovsfædre ønskede et system, hvor kun befolkningen selv – gennem sine valgte repræsentanter – kunne afgøre, hvem der skulle være danskere. Hvert enkelt folketingsmedlem skulle ud fra sin egen samvittighed vurdere ansøgerne og stemme ja eller nej. Det er derfor, vores grundlov siger, at statsborgerskab kun kan gives ved lov – ikke administrativt eller af embedsmænd. Men i alt for lang tid har et flertal i Folketinget givet statsborgerskab på en måde, der i praksis er administrativ. Talte man en smule dansk, overholdt loven og havde et arbejde, kunne man få statsborgerskab. Men det bliver man ikke dansker af, og det er useriøst at lade, som om man gør. Grundlovens hensigt er, at danskernes folkevalgte repræsentanter skal vurdere, om hver enkelt ansøger lever op til grundlæggende danske værdier og sindelag. Og det kan hverken sættes på formel eller laves til en checkliste, for det er en politisk vurdering, ikke en administrativ. Derfor vil Liberal Alliance sikre, at tildelingen af statsborgerskab igen foregår efter såvel grundlovens ånd som bogstav. For ønsker man den gave, som det danske statsborgerskab er, kræver det naturligvis, at ens kommende medborgere mener, at man deler de værdier, der har skabt grundlaget for et frit, demokratisk og velstående Danmark.

I aften lyser stearinlys op i vinduer overalt i Danmark. For 81 år siden lød befrielsesbudskabet i radioen. Efter fem forbandede år kunne danskerne igen ånde frit. Vi står i taknemmelighedsgæld til modstandsfolkene - en gæld, der aldrig kan indfries. De vidste, at frihed ikke er en naturtilstand, men noget, der skal vindes - og forsvares. Besættelsen er heldigvis stadig fjernere fortid. Men kampen mod en brutal overmagt, der vil undertvinge frie folk og deres selvstændighed, er desværre kun alt for tilstedeværende i Ukraine. I mere end fire år har ukrainerne stået imod Putins invasionshær. De kæmper for deres land, deres demokrati og deres uafhængighed - og for den europæiske frihed, der også er vores. Modstandskampen minder os om, at et folk skal kunne forsvare sig selv. At frihed, nation og demokrati hænger uløseligt sammen, og at det hele står og falder med viljen til at værne om det. I aften tænder vi lys for dem, der gav alt dengang. Og jeg sender også en tanke til dem, der gør det i dag.

Det er fortiden, der står på ølkasserne i dag. Fremtiden er allerede et andet sted. I parker landet over fejrer det røde Danmarks repræsentanter i dag 1. maj med taler om "arbejderne". Det skal de have lov til. Traditioner er en smuk ting. Det ændrer bare ikke ved, at talerne i høj grad holdes af socialdemokrater, som stadig færre arbejdere gider stemme på, og af fagforeningsbosser, hvis organisationer de forlader. I Liberal Alliance kalder vi os ikke et arbejderparti – vi er et parti for alle danskere. Alligevel er LA nu det største parti blandt arbejdere under 40 år. I den yngste gruppe – dem under 30 – får S omtrent halvt så mange stemmer som LA. Siden 2007 har 3F mistet næsten halvdelen af sine medlemmer. Det interessante er, at udviklingen ikke bare handler om "de helt unge". Vi får jævnligt at vide, at LA mest er et parti for CBS-studerende og folkeskoleelever. Men når man kigger på arbejderne – tømrerne, chaufførerne, lagerarbejderne, tjenerne – er LA også størst i aldersgruppen 30-39 år. Det er folk midt i livet med fast job, hus og familie, måske et barn i institution og en bil, der trænger til syn. Folk i deres bedste arbejdsår. De røde forbund og det røde parti er blevet aldrende kolosser på lerfødder. Store, langsomme, forsynede med en imponerende selvbevidsthed og en uimponerende evne til at appellere til de mennesker, de skulle forestille at repræsentere. Den moderne arbejder vil noget andet. Hun vil have mere ud af en ekstra vagt – ikke en ordning, der straffer flid. Hun vil have lov til at vælge sit barns skole, sin egen sundhedsbehandling – ikke have det dikteret fra Christiansborg. Hun vil have den fagforening, hun selv har valgt, og ikke gruppepresses ind i en rød politisk interesseorganisation. Så glædelig 1. maj – især til alle jer, der i dag tager en vagt, åbner butikken eller kører lastbilen, mens andre holder taler om jer.

@TorstenGejl Det er vel heller ikke hinandens modsætninger - at man begår noget så talentløs at alle misforstår det ;-)

Nej, @AlexVanopslagh, det er ikke fordi mange misforstår dit naziopslag. Det er bare så helt utroligt talentløst og usympatisk. #dkpol nyheder.tv2.dk/live/politik/2…

Nå, mange misforstår mit opslag om en mand, som går mod strømmen, og at jeg også synes, Løkke burde stå ved, hvem han er, i stedet for bare at gå med strømmen. Jeg skulle ikke have brugt det her billede til at illustrere min pointe, for det ender med at skygge for det vigtige: At Løkke gik til valg på ikke at ville bygge regering på et yderfløjsparti, men nu er han så på vej til at gøre det alligevel med Enhedslisten.

Kender I det her billede? Det er fra Nazityskland, hvor en enkelt mand valgte ikke at følge med strømmen. Det er et af mine yndlingsbilleder, fordi det viser, at det er, når det koster noget, at principper faktisk betyder noget - men at man altid har et valg. Fyren på billedet endte i fængsel og blev siden tvunget i krig, hvor han mistede livet. Han overlevede ikke naziregimet - men det gør billedet og dermed hans eksempel. Jeg kommer til at tænke på billedet i disse dage, fordi jeg kan forstå på det hele, at det skal forestille at være udtryk for stor statsmandskunst, når man som politiker bryder sine løfter for at “tage ansvar”. Men helt ærligt. Vi politikere er aldrig tvunget til at love noget - eller at udelukke noget kategorisk på forhånd. Dermed er vi heller aldrig tvunget til at bryde vores løfter igen. Det er ikke ansvarligt at lave klokkeklare løfter, som man ikke har tænkt sig at overholde, når magten lokker. Ægte ansvar er at stå ved det, man siger. Så må man lade være med at lyve for vælgerne, hvis man alligevel er til salg. Det er jo en ærlig sag, hvis man er åben for at forhandle om hvad som helst. Man er bare ikke en stor statsmand eller -kvinde, når man altid er til salg for at få magten. De dygtigste ledere er dem, der kan skabe resultater og kompromisser i en atmosfære af tillid. Ikke dem, der bare kan snyde sig selv til en tur mere i karrusellen. Meget tyder på, at Danmark er på vej til at få endnu en regering med Mette Frederiksen og Lars Løkke, som er født med løftebruddet som jordemoder. Jeg og Liberal Alliance vil kæmpe hver dag for, at det bliver den sidste. Vi vil sørge for, at den regering, som en dag vil følge Mette Frederiksen og Lars Løkkes mange kolbøtter, bliver en regering, der er til at stole på. Nogle vil vel sige, at det er kedeligt og ligegyldigt at være i opposition i stedet for at sidde ved magten. Men jeg synes hverken, det er kedeligt eller ligegyldigt at kæmpe for og stå fast på det, man er gået til valg på. Vi har altid et valg - mellem at være ærlige og standhaftige og så at være til salg. Og det bør du huske, når vi engang skal til valg igen.

Det her er Rosa Lund.  Vi er politiske kollegaer - og modstandere -, vi har tidligere spist chili sammen, og nu er Rosa lige blevet mor for første gang. Hvor er jeg glad på Rosas vegne, for det at blive forælder er dog den måske største glæde. Livets mirakel er vidunderligt, og ansvaret for et lille menneskes liv gør noget godt for de fleste. Men jeg kan se på kommentarsporene her på sociale medier, at de vrimler med nedladende, vamle og til tider direkte ondskabsfulde kommentarer rettet mod hende og barnet. Altså, hvad fanden bilder folk sig ind? Stort tillykke med moderskabet, Rosa.  Og til alle de afstumpede narrøve, der bruger deres dyrebare tid her på jorden på at chikanere en nybagt mor, har jeg bare at sige: Opfør jer ordentligt i stedet for at være så dårlige mennesker.

@MonikaaRubin @olebirkolesen Er det stadig Moderaternes raison d'être "at lave politik henover midten, uafhængig af yderfløjene"?

@olebirkolesen Ole - hele vores raison d'être er at lave politik henover midten, uafhængig af yderfløjene. Stop nu med at spille dum.

Moderaterne er ved at udvikle sig til et fuldgyldigt medlem af rød blok. Det ses af det forhold, at partiet hele tiden problematiserer blåt samarbejde, men omvendt ingen problemer har med i næste valgperiode at samarbejde tæt med Enhedslisten: