Dr. Daria

Tidligere skrev Politiken, at Ukraine allerede havde tabt krigen mod Rusland. Nu er flere eksperter begyndt at sige, at Rusland har tabt. Her vil jeg gerne advare mod at drage forhastede konklusioner: Krigen er hverken tabt eller vundet og kan desværre fortsætte i mange år endnu.

Magnus Barsøe mener på X, at det er ’fascistisk’ at påpege dobbeltstandarden mellem kritik af højre- og venstrefløj. Spændende. Har skrevet et lille essay om Barsøe og meningsfællers psykologiske profil. Særligt Ukrainekrigen, men også indvandringen og den øvrige kulturkamp, har vist en ny mandetype i centrumvenstre og langt ind i borgerligheden: den hysteriske, autoritære personlighed, hvis primære funktion i debat og politik er at undertrykke dissens. Den autoritære personlighed som begreb opstod efter Anden Verdenskrig, populariseret af den venstreradikale tænker Adorno, som mente at finde de mest udbredte autoritære træk hos den småborgerlige konformist. Meget af Adornos analyse beror på freudianisme og er derfor ikke videnskabeligt sund, og den var dertil et gennemideologiseret indlæg i kulturkampen mod borgerlige. Men det er fascinerende at se, hvordan hans kategorier i dag passer på den liberale personlighedstype – hvilket givetvis skyldes, at konformiteten i dag udgår fra den liberale midte og forstærkes i de fleste af samfundets institutioner. Nogle træk: Autoritær underkastelse: altså ukritisk lydighed overfor de accepterede autoriteter, som i dag er liberale principper, menneskerettigheder, konventioner og overstatslige instanser som EU. Enhver kritik af disse opfattes som en trussel og bliver med det samme kategoriseret som ’ekstremisme’ og ’yderligtgående’, hvilket er udtryk for den hysteriforme liberales grundlæggende frygt for og vrede over anderledes perspektiver. Autoritær aggression: et ønske om at straffe dem, der afviger fra de sociale konventioner. For den autoritære liberale er det højrefløjen, og den sociale konvention, man vogter, er efterkrigskonsensusen – altså en pixibogsidé om, at alt, der ikke er liberalisme med nødvendighed ender i 1930ernes Tyskland. Aggressionen er derfor ikke rettet mod dissens som sådan, men med en overvældende og disproportional optagethed af dissens fra højre. Det skyldes også, at det meste af det, der sker på venstrefløjen, er i samklang med eller forlængelse af centrumvenstres liberale progressivisme. Centrumvenstre og venstreradikalismen deler eksempelvis opfattelsen af højrefløjen som en monolit, der må ødelægges. De deler også fremskridtsidéen om, at samfundet bør gå mod en stadig større grad af frihed for individet. Overtro og stereotypi: hos Adorno refererede de to begreber til den religiøse reaktionære, men tidens liberale har deres egne helligdomme, som forsvares langt mere salvelsesfuldt og institutionelt end de begrænsede lommer af eksempelvis højreorienterede kristne. Overtroen hos den liberale angår de abstrakte princippers eviggyldighed, som opfattes som sande og gode udenfor tid og sted. Metafysik, med andre ord. Stereotypien hos den liberale har at gøre med den rigiditet, det fanatisk ideologiske individ ser verden med: gode liberale versus onde ikke-liberale. Højreorienterede og konservative som ’fascister’. Manglen på ’intraception’, hvilket er vigtigt i forhold til den liberale ideologs syn på ikke-etablissementgodkendt kunst: altså en ringe evne til, eller ligefrem afsmag for, subjektivitet, forestillingsevne og sågar ømhed (hvilket der er masser af i Køppens digte). Ideologen ser verden éndimensionelt, og hans aggressive intolerance mod ’other minds’ efterlader ham uden den sensibilitet, der skal til for at forstå, nyde og absorbere det, der ligger udenfor dogmerne. (Ikke at den liberale ikke fra tid til anden tager på kunstudstilling og udtrykker beundring for de progressive værker, der produceres i dag, men disse værker kræver netop ikke brug af forestillingsevne eller ømhed, fordi de blot afspejler tidens herskende dogmer. De er liberal ikonografi). Projektion: en ’eksternalisering’ af det indre. Altså, den liberales kritik af højrefløjen er i vid udstrækning en projektion af hans egne inderste tanker. Som man siger på Twitter: hver anklage er en indrømmelse. Den liberale er autoritær, men forstår det ikke selv (eller vil ikke indrømme det), og længslen efter dominans og ødelæggelse af dissens kommer til udtryk i feberdrømme om, hvad hans politiske modstandere mon vil gøre. Det er selvfølgelig ikke alt, der passer på Adornos kategorier i dag. Især ét element i den autoritære midterliberale psyke er et nybrud: hysteriet. Den hysteriske liberale (mand), der kalder alt og alle, der ikke deler hans holdninger, for ’fascister’, ’højreekstremister’ og lignende, er tydeligvis i sine følelsers vold. Hans projektion af frygt for tænkning, der udfordrer de liberale helligdomme, afspejler det samme. Den liberale midte har i dag overtaget pladsen som autoritær opretholder af efterkrigstidens status quo. Det sker primært ved udskamning, cancellering og streng overvågning af dissens, og hysteriet koger over, når der en sjælden gang dukker noget ikke-liberalt op i den næsten fuldt ud liberalt dominerede offentlighed. Så gentages ritualerne med skandalisering-med-henblik-på-cancellering, grinesmileyer, særdeles primitive stråmænd (den liberale autoritære er forfængelig, men tilsyneladende ikke forfængelig nok til at undlade at benytte sig af noget så afslørende), gensidig institutionel rygklapning og fælles bekræftelse af dogmerne, som man i et splitsekund frygtede udfordret. Indtil ordenen er genoprettet, konsensus er tvunget tilbage, og den frie tanke atter undertrykt. Det liberale jerntæppe fungerer vel at mærke ikke ved hjælp af efterretningstjenester og domstole, men ved at få borgerne til at internalisere det autoritære, og overvåge og skandalisere hinanden ved optræk til dissens, med institutionernes villige hjælp. Skulle nogen være i tvivl: den liberale, der kalder fædrelandskærlige for ’fascister’ eller ’ekstremister’, er selv den autoritære fare. Hans anklager er altid en indrømmelse af, hvad der befinder sig i hans eget hjerte. Husk det. Adorno og jeg takker for opmærksomheden.

Jeg skal til to bryllupper i august og har muligvis fundet ✨kjolen✨. Har bestilt den hjem og håber sådan, at den både passer og klæder mig 🥲