Elrond Hubbard

Til de nye vilde De sad så længe på universiteternes støvede troner med statsstøttet ironi og halvdøde knækprosadigte om menstruation i regnvejr og skyld over at eksistere. De kaldte det følsomhed. Vi kaldte det søvndyssende. Så kom I. Med sod i lungerne og stjerner i hænderne. Med raseri, rytme og religiøs længsel. Med digte der lugter af gran, blod, frost og sex i stedet for institutionskaffe og identitetsskemaer. I skrev ikke for at blive inviteret indenfor. I sparkede døren ind. Og straks begyndte panikken. Kritikerne kneb øjnene sammen som præster der har set hedninge tænde bål uden kirkens tilladelse. Pludselig var poesien “problematisk”. Pludselig skulle alting undersøges for skjulte magtstrukturer og potentielle krænkelser. For Gud forbyde at unge mænd skriver om skønhed, mørke, kærlighed, nation, Gud eller desperation uden først at indsende en ansøgning til den kulturelle centraladministration. Men hør her: Kunsten tilhører ikke venstrefløjen. Sproget tilhører ikke aktivisterne. Og poesien er ikke skabt for at fungere som HR-afdeling for middelklassens moralske neuroser. Så skriv videre. Skriv så sproget flækker. Skriv så de ryster i Deadline-studierne. Skriv så de kulturradikale kommissærer må drikke deres rødvin i tavshed mens publikum langsomt opdager at litteratur godt må være farlig igen. Og til kulturens små dørvogtere: Luk røven et øjeblik og lyt. Der er endelig puls i dansk poesi igen.

Misundelse er en grim ting. Det er noget, vi alle kan blive ramt af. De der nedrige følelser, der gør os til smålige, dårlige stoddere. “Det skulle have været mig!”, tænker vi i vores stille sind. Livet kan føles så uretfærdigt, når nogle andre har noget, vi ikke selv har, og vi kan drømme om, at andre bliver pillet lidt ned. Sådan er vi fejlbarlige mennesker jo - stodderen lurer derinde i sindets kringelkroge. Men de fleste af os ved jo godt, at vi både selv får et træls liv og gør livet for mennesker omkring os mere trælst, hvis vi lader os styre af stodderen i os selv. Så vidt vores private liv. Men i politik er samme nedrighed en helt fast del af det røde repertoire. Alle kan genkende, at man er en stodder, hvis man går og ønsker sig, at ens nabo, ven eller familiemedlem får taget flere af deres penge. Men de røde holder sig ikke tilbage for at sige det samme, bare om ansigtsløse grupper af “de rige” eller “toppen” eller “direktørerne” eller hvad de nu ellers kan finde på af stodder-retorik, der skal prøve at begrunde deres umættelige grådighed efter andre menneskers penge. Sådan fik vi i sin tid en topskat. Så en toptopskat. Og i denne valgkamp var det så en formueskat, som de røde brigader råbte op om. På kort sigt gør det ingen skade på de fleste af os, at nogle få rige mennesker skal endnu mere til lommerne. Det er rigtigt nok. Ligesom at det ikke gør nogen skade, når man af og til giver efter for stodderen i én selv. Men over tid bygger dårligdommene sig op, hvis man fodrer de forkerte ting i sig selv - eller fører en politik bygget på samme nedrighed. Vi bliver fattigere, og ting, der kunne blive smukke, bliver i stedet til ingenting eller dét, der er værre. Heldigvis bor der ikke kun en stodder inde i os. Der bor også en konge eller dronning. En værdig og næstekærlig person, der er taknemmelig og generøs. Som godt kan forstå, at man sjældent kan få det, man ønsker sig, hvis man ikke gør en indsats. Og som også kan leve med, at andre af og til er heldige på måder, man ikke selv er. Så er der sikkert noget andet, man er heldig med. Vi kan ikke bygge et land på stoddere - vi skal bygge det på de konger og dronninger indeni os. Og det kan vi godt. Men det er op til dig at sørge for det - både i dit private liv og som vælger. D. 24. marts har du et valg om menneskesyn: Mellem stodderen og så kongen eller dronningen i os.

Socialdemokratiets misundelsesskat er en dummebøde på succes Allerede få timer efter at Socialdemokratiet annoncerede deres ønske om en formueskat, så vi konsekvensen. Erling Daell - ejeren af Harald Nyborg med 2600 ansatte og en omsætning på knap 9 mia. kr. - vil trække sin milliardkoncern ud af Danmark, hvis Mette Frederiksen får sin vilje. Det er desværre helt forventeligt. I Norge har man allerede indført en formueskat, og konsekvensen har været en decideret udvandring af virksomhedsejere. Det er ikke alene fremtidige skatteindtægter, der forsvinder over grænsen. Det er mennesker med knowhow og initiativ, der skaber arbejdspladser, vækst og succes for sig selv og andre. Med andre ord er formueskat en skat på succes. Og som liberal ved jeg, at det, man beskatter, får man mindre af. I Danmark har vi i forvejen et problem med iværksætteri. Sammenlignet med eksempelvis Sverige har vi alt for få succesfulde startups, der formår at vokse sig til etablerede virksomheder med tusinder af ansatte. Og når det endelig lykkes, tvinger bureaukrati, bøvl og høje skatter dem alt for ofte ud af landet. Vi burde gøre det lettere at stifte en succesfuld virksomhed - vi burde hylde og belønne det. I stedet vil Socialdemokratiet gøre det endnu sværere. Dansk Industri vurderer, at en formueskat påvirke 850.000 job og koste statskassen 16 milliarder kroner. Venstrefløjens trang til at straffe succes trumfer åbenbart hensynet til Danmarks fremtidige velstand. Men misundelsesskatten er ikke blot en dummebøde til erhvervsliv og velhavere - det er en regning, vi alle kommer til at betale.

Har allerede hørt fra en af mine dygtige iværksættervenner at han nu er på vej ud af landet og en anden ven skulle vælge direktørjob i Norge eller Sverige og valgte Sverige, da de ikke havde formueskat Det bliver på sigt en meget dyr beslutning for Danmark