Julie Grove@Julie_C_G_Grove
Hvad er en dansker?
Tilbage i oktober skrev jeg en klumme i Berlingske, hvori jeg forsøgte at definere, hvad det vil sige at være dansker.
Det skabte en del furore, selvom jeg egentlig synes, jeg præsenterede en intellektuelt ærlig og temmelig kompromissøgende definition, der indebærer muligheden for ikke-etnisk danskhed – om end den er en sjælden kategori. Om man tilhører denne sjældne kategori, er et fuldstændigt frit valg og et spørgsmål om villighed. Derfor forstår jeg faktisk ikke, hvad der var at gribe perlekæder over. Men perlekæder blev grebet.
Mit bedste bud er dog, at det skyldtes at jeg – som en del af den etnisk danske majoritet – turde sige det åbenlyse: Etnicitet er en faktor. Ikke den eneste, men en reel og vigtig faktor for tilhørsforhold og social sammenhæng. Det ved enhver, der har øjne i hovedet. Det ved enhver, der har studeret borgerkrige eller kollapsende tillid i multietniske samfund. Men det må man ikke sige højt. Man skal lade, som om virkeligheden ikke er virkeligheden.
Husk: Venstrefløjen har sat sig tungt på debatreglerne; at etnicitet kun må bruges som argumentmæssig løftestang, hvis det tjener den "moralsk overlegne" side, hvor melanin eller anden ikke-nordeuropæisk identitetsmarkør er en dyd i sig selv.
Når det derimod handler om majoritetsbefolkningens ret til at bevare sin kultur, sprog og sammenhængskraft i sit eget historiske hjemland, bliver etnicitet pludselig et forbudt ord – også selvom den pågældende majoritet udgør en global minoritet, der burde have samme ret til kulturel kontinuitet som andre oprindelige folk.
Og hvis du ikke adlyder venstrefløjens debatregler, er du faktisk Hitler.
Åh nej! Hitler! Så må man hellere krølle sig sammen, tie stille og lade dem, der synes, hammer og segl er fuldt ud tilforladeligt i det offentlige rum, diktere, hvad der er socialt acceptabelt i den offentlige debat.
Anyway. Her er et uddrag fra klummen:
_____
"I mine øjne er der to faktorer i spørgsmålet om danskhed: en etnisk og en kulturel.
Etnisk kan man tage udgangspunkt i germansk og nordeuropæisk afstamning – for det er, historisk set, hvad det danske folk består af.
Det betyder ikke, at etnicitet skal være afgørende i denne diskussion, men det er en vigtig faktor. Man kan ikke forstå Danmark uden at forstå den etniske arv, der har formet landet.
Kulturelt handler det om assimilation – om hvorvidt man faktisk er blevet en del af dansk kultur på dens egne præmisser.
Hvis man holder fast i noget andet, er man jo selv bevidst om, at man ikke er helt dansk. Fuld kulturel danskhed er et punkt uden tilbageskuen, et sted hvor man ikke længere har personlige aktier i andre kulturer.
Det betyder ikke, at man skal opgive sit ophav, men at man må erkende, at man ikke kan kræve definitionsretten over det danske, så længe man stadig føler loyalitet over for noget andet – eksempelvis en fremmed oprindelseskultur.
Der vil altid eksistere en interessekonflikt, og 100 procent danskhed forudsætter derfor 100 procent loyalitet over for Danmark.
Det punkt ses næsten udelukkende hos folk, der er etnisk danske, fordi deres kulturelle forankring er medfødt – hverken påtaget eller afkrævet."
