Mogens Wiederholt

FN rejser skarp kritik af Danmark og forholdene for mennesker med handicap. I 2009 tilsluttede Danmark sig FN’s Handicapkonvention, men skiftende regeringer har sovet i timen og gjort for lidt for mennesker med handicap. Sådan tolker jeg den alvorlige kritik af Danmark, som FN netop har sendt ud i en ny rapport. Det lyder tit, at i Danmark har vi et af de bedste samfund og er et lysende foregangsland på mange områder. Det er vi bare langt fra, når det kommer til at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle andre. FN skriver i rapporten, at det generelt går den forkerte vej i Danmark. Jeg er ikke overrasket over, at regeringen får så hård kritik. For ligesom FN ser jeg en lang række steder i vores land, hvor det går den forkerte vej for mennesker med handicap og med at leve op til FN’s Handicapkonvention. Lad mig give nogle eksempler på, hvad FN kritiserer Danmark for. Det går den gale vej inden for psykiatrien, hvor brug af tvang er steget med 22 procent på 10 år. Næsten 20.000 gange blev bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin brugt med tvang i 2022. Tallene viser, at flere og flere børn og unge bliver udsat for tvang. Samtidig ser vi en bekymrende udvikling på landets bosteder. Folketinget har for nyligt lempet på reglerne for brug af magt over for mennesker med handicap, så det bliver langt lettere at tilbageholde borgere med fysisk magt i flere situationer, samtidig med at registreringen af magtanvendelse gøres ringere. Det risikerer at medføre, at magt vil blive anvendt hurtigere og oftere af personalet. Begge eksempler viser en vej, hvor nogle af Danmarks mest sårbare borgere oftere vil møde magt og tvang frem for personalets faglighed og pædagogiske evner. De sidste 10 år har man fra politisk side haft et ønske om at ville inkludere flere børn med handicap i den almene undervisning. Men det er langt fra lykkedes på en god måde. Fx har man i mange kommuner forsøgt at inkludere børn med fx autisme, adhd, cerebral parese eller synshandicap uden at klæde personalet ordentligt på til opgaven. Det har betydet, at langt flere børn ender i ufrivilligt skolefravær og bliver flyttet til et specialtilbud og væk fra deres lokale skole. Mennesker med handicap har også brug for at få behandling mod kræft i bugspytkirtlen, få udleveret deres medicin og blive undersøgt for galdesten. Men hvis du har et handicap, har det alt for ofte en negativ betydning for, hvordan du bliver mødt og hjulpet, og hvilken behandling du får, når du er i kontakt med det danske sundhedsvæsen. Derfor er levealderen for nogle handicapgrupper også markant lavere end hos resten af befolkningen. FN retter også en kritik af det, jeg ofte kalder for postnummerlotteriet. For selvom Danmark er et lille land, er der stor forskel fra kommune til kommune på den støtte, du kan få på handicapområdet. Den samme lov gælder for kommunerne. Men det betyder altså noget, om du bor i Esbjerg eller i Køge. Den danske regering får også kritik for, at Handicapkonventionen fortsat mangler at blive indskrevet i dansk lovgivning og for ikke at have iværksat en national handicappolitisk handlingsplan, der går på tværs af alle sektorer. Den her kritik fra FN skal være pligtlæsning for Folketinget, regeringen og resten af landets politikere. Der er brug for en politisk holdningsændring, så vi går væk fra at se mennesker med handicap som en økonomisk belastning i samfundet og i stedet får flere ambitioner for mennesker med handicap. Nu forventer jeg konkrete tiltag fra Folketinget og regeringen, så Danmark hurtigt kommer til at leve op til konventionen.