
Nils Holtug
18 posts











Om KU’s investeringer Københavns Universitets mission er forskning og uddannelse. KU har en årlig omsætning på over 10 milliarder kroner. En stor del af disse midler kommer ind fra eksterne fonde, før de skal bruges, og nogle skal dække flerårige projekter. For at sikre at disse midler bevarer deres værdi frem mod de skal bruges, og for at overholde anbringelsesbekendtgørelsens krav om at midler skal anbringes ”forsvarligt og bedst muligt” har Københavns Universitet en investeringsportefølje i obligationer og aktier. Investeringerne varetages af professionelle kapitalforvaltere, valgt efter udbud, og er indrammet af en etisk investeringspolitik vedtaget af KU’s bestyrelse. Det er således ikke KU, der aktivt udvælger hvilke virksomheder, der investeres i. Kapitalforvalterne skal dokumentere, at de efterlever alle krav til best practice og etisk investering. KU’s bestyrelse drøftede i april universitetets tilgang til placering af midler i virksomheder på FN’s liste over virksomheder, der har aktiviteter på Vestbredden. Bestyrelsen konstaterede, at der ikke aktuelt eksisterer et marked med investeringsprodukter, hvor virksomheder på FN-listen automatisk ekskluderes. Medmindre man beslutter helt at stoppe med at investere i virksomheder og i stedet anbringer alle midler under kapitalforvaltning i stats- eller realkreditobligationer. Bestyrelsen vurderede videre, at dette ikke er hensigtsmæssigt, hvis man vil sikre de rette balancer i forhold til risikospredning af porteføljen med henblik på at sikre midlernes købekraft frem mod, at de skal bruges til forskning og uddannelse. På samme bestyrelsesmøde blev det også besluttet, at KU fremover skal udføre et mere aktivt ejerskab over for sine kapitalforvaltere. Det vil sige regelmæssig dialog om blandt andet de virksomheder, der måtte optræde i porteføljerne, som er på den omtalte FN-liste. Værdien af de investeringer KU p.t. har på FN-listen er primo maj 2024 cirka 1 million kroner. De investeringer, der optræder på FN’s liste, er i virksomhederne Booking_com, AirBnb og eDreams ODIGEO.









