Alex Vanopslagh@AlexVanopslagh
De sidste par uger har en bizar debat hærget. Nogle typer på den yderste højrefløj har gjort deres bedste for at argumentere for, at man ikke kan blive dansker, hvis man ikke har DNA fra Nordvesteuropa.
Som jeg tidligere har skrevet: En danskhedsopfattelse, der udelukker adopterede, velintegrerede indvandrere og andre, der både kan og vil Danmark og ønsker at være en del af vores tusindårige fortælling, det er absolut hverken LA's eller min.
De fleste danskere kender folk, der er født af udenlandske forældre eller er kommet hertil senere, og som vi uden videre opfatter som fuldgyldige danskere.
Vil man dyrke blod og jord, må man gøre det et andet sted end Liberal Alliance.
Noget af det værste ved debatten er, at den fordummer og fordrejer et ekstremt vigtigt spørgsmål, hvor der er store problemer. Hvor der skal være plads til den seriøse stemme og de saglige løsninger.
På den værdipolitiske venstrefløj er der for eksempel folk, der seriøst mener, at danskhed bare er et dansk pas. I et interview med Deadline forleden sagde Samira Nawa, at "hvis man har det danske statsborgerskab, så er man dansk". Og så var den diskussion ikke længere, måtte man forstå.
Men det er den naturligvis. For danskheden sidder nu engang ikke i passet.
Selvom det er en træls erkendelse, er der kommet en del mennesker til landet, der har fået dansk statsborgerskab, men som ikke er danske i anden forstand end den juridiske. Mange anser ikke sig selv for danske, og en stor del af deres medborgere mener heller ikke, at de er det.
Når vi kan se, at et stort antal indvandrere med muslimsk baggrund ikke vil acceptere et homoseksuelt barn, hylder en antisemitisk terrorbevægelse som Hamas, mener, at man bør undlade at gifte sig med ikke-muslimer, og ønsker, at Koranens anvisninger skal følges "fuldt ud", så er der rigeligt med tegn på, at en stor gruppe har værdier, som ikke er forenelige med de danske, uanset hvilken farve deres pas måtte have.
Det er netop derfor, Liberal Alliance mener, at tildelingen af statsborgerskab er så vigtig.
Grundtvig og de andre grundlovsfædre ønskede et system, hvor kun befolkningen selv – gennem sine valgte repræsentanter – kunne afgøre, hvem der skulle være danskere. Hvert enkelt folketingsmedlem skulle ud fra sin egen samvittighed vurdere ansøgerne og stemme ja eller nej. Det er derfor, vores grundlov siger, at statsborgerskab kun kan gives ved lov – ikke administrativt eller af embedsmænd.
Men i alt for lang tid har et flertal i Folketinget givet statsborgerskab på en måde, der i praksis er administrativ. Talte man en smule dansk, overholdt loven og havde et arbejde, kunne man få statsborgerskab.
Men det bliver man ikke dansker af, og det er useriøst at lade, som om man gør.
Grundlovens hensigt er, at danskernes folkevalgte repræsentanter skal vurdere, om hver enkelt ansøger lever op til grundlæggende danske værdier og sindelag. Og det kan hverken sættes på formel eller laves til en checkliste, for det er en politisk vurdering, ikke en administrativ.
Derfor vil Liberal Alliance sikre, at tildelingen af statsborgerskab igen foregår efter såvel grundlovens ånd som bogstav. For ønsker man den gave, som det danske statsborgerskab er, kræver det naturligvis, at ens kommende medborgere mener, at man deler de værdier, der har skabt grundlaget for et frit, demokratisk og velstående Danmark.