Rasmus Brandstrup Larsen retweetledi
Jeg vil gerne dele min historie med jer, for at give et indblik i, hvor skæv udlændingepolitikken kan være.
I 2014 kom jeg til Danmark som flygtning fra Syrien, på flugt fra diktatur og på jagt efter frihed og demokrati. Fra det øjeblik, jeg satte foden i Danmark, blev jeg forelsket i dette smukke land.
Jeg oplevede tolerance, enkelhed, frihed, hygge og kærlighed – værdier, der var så fjerne fra den verden, jeg flygtede fra. Jeg omfavnede de danske traditioner: jul, påske, Sankt Hans og meget mere.
Jeg kastede mig over sproget, kulturen og samfundets normer. Jeg arbejdede hårdt, både i mit job og som frivillig i lokale foreninger. Men denne indsats havde sin pris. Det var hårdt, og det drænede mig for kræfter.
I 2019 knækkede jeg sammen.
Min læge anbefalede mig at sygemelde mig og tage en pause, men jeg nægtede. Jeg begyndte i stedet at uddanne mig som social- og sundhedsassistent. Jeg ville ikke give op – ikke efter de mørke år under diktaturet. Jeg ønskede at omfavne frihed og demokrati fuldt ud, koste hvad det ville.
Senere fik jeg diagnosen PTSD. En psykolog rådede mig til at sætte uddannelsen på pause og fokusere på min mentale sundhed. Men igen nægtede jeg. Jeg kæmpede videre. Jeg græd. Og jeg lykkedes.
I dag er jeg færdiguddannet og arbejder fuldtid som social- og sundhedsassistent.
Danmark har givet mig alt, jeg drømte om: frihed, sikkerhed og borgerrettigheder. Og jeg har givet Danmark al min kærlighed, mit arbejde og mit engagement.
Men i dag står jeg på midlertidigt ophold og hører konstant spørgsmålet: “Hvornår vender du tilbage til Syrien?”
Fra nogle syrere hører jeg desuden: “Du er assimileret og en forræder mod din egen kultur.”
Det, der smerter mig mest, er at se, hvordan dem, der håner min kærlighed til Danmark, allerede har fået permanent ophold eller statsborgerskab. Mange taler ikke dansk, interesserer sig ikke for dansk kultur og respekterer ikke frihedens og demokratiets værdier. Deres eneste bidrag har været, at de hurtigt fik arbejde – mens jeg fokuserede på at lære sproget og forstå landet.
Udlændingepolitikken placerer os alle i samme boks som “syriske flygtninge”. Men konsekvensen er, at jeg, der elsker Danmark, står med midlertidigt ophold og konstant frygter udvisning. Samtidig får de, der er ligeglade med landets værdier, permanent ophold og statsborgerskab.
Jeg har ikke set min mor og far i 13 år. På grund af mit midlertidige ophold kan jeg ikke rejse til Syrien for at besøge dem.
Samtidig hører jeg om andre, der allerede har booket deres sommerferie i Syrien, fordi deres permanente ophold eller statsborgerskab giver dem lov.
Mit hjerte er knust.
Jeg har gentagne gange forsøgt at få politikernes opmærksomhed på denne uretfærdighed – uden held.
Jeg forstår ikke hvorfor.
Dansk
