Mathias Falkenberg

De seneste uger har der udspillet sig en grotesk debat, hvor et medlem af Folketinget med opbakning fra enkelte højtråbende typer har gjort sig til talsperson for det synspunkt, at man kun kan være dansk, hvis man er født dansker af danske forældre. Og som dermed placerer biologi og gener som adgangsbilletten til danskheden. Jeg synes, at det er noget åbenlyst vrøvl. Med den logik er jeg eksempelvis ikke selv rigtig dansker, fordi min far er af belgisk afstamning. I virkeligheden kan næsten alle danskere nævne folk født uden for landets grænser, som de betragter som fuldgyldige danskere – hvad enten det er Samira Nawa, Naser Khader, adopterede eller tilflyttede ægtefæller. At hævde, at de er afskåret fra danskheden alene på grund af DNA, er ude af trit med danskernes egen opfattelse. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man automatisk er dansk, hvis man har det rødbedefarvede pas eller bare er født i landet. Alle ved, at der i Danmark er mange med indvandrerbaggrund – desværre i særlig grad blandt folk med muslimsk baggrund – som lever efter normer og praksisser, der ligger fjernt fra de danske, det være sig i forhold til synet på ære, skam, individuel frihed, social kontrol, ytringsfrihed og blasfemi, homoseksuelle og kvinders rettigheder mv. Uanset passets farve betragter mange dem sig ikke som danskere i andre henseender end rent juridisk. Og det er selvsagt et reelt og gigantisk problem. Det er svært hvis ikke ligefrem umuligt at sætte danskhed på formel. Hvis jeg alligevel skal gøre et forsøg, så drejer det sig om sprog, historie, kultur og ikke mindst loyalitet og kærlighed til landet. Føler man sig dansk i hjertet? Ønsker man Danmark det bedste og ens landsmænd det bedste? Eller foragter man inderst inde Danmark og det danske samfund? Enhver borger, uanset ophav, som tager Danmark og dansk kultur og sprog til sig, elsker og ærer Danmark og i øvrigt bakker op om de fundamentale demokratiske værdier, som vores samfund bygger på, kan blive danskere og en del af fællesskabet. Netop vi borgerlige partier og politikere bør insistere på, at borgerligheden er uforenelig med racisme og etnonationalisme, der gør danskheden til et spørgsmål om biologi og dermed udgrænser alle de gode borgere, der ikke er født og båret her igennem mange generationer. Det er useriøst og ondskabsfuldt. Det samme med sværmeri for antivestlige regimer og bevægelser, der aktivt modarbejder alt det, som har skabt forudsætningerne for den frie verden, og som hver dag dræber, ødelægger og chikanerer i deres undertrykkende idéers navn. Hvis et parti dyrker den slags, er det ikke borgerligt, og det hører ikke hjemme i blå blok. Lad os stoppe dette vanvid. Vi har en fremtid, der skal vindes, og et fædreland, som skal elskes, æres og forsvares. Det kommer kun til at ske på borgerlig grund. Hverken til venstre eller til højre for os.